Retten i Roskilde har haft grundlovsforhør over to 17-årige mænd fra Hvalsø, der står over for flere alvorlige sigtelser. Den ene af de unge mænd er sigtet for i maj måned at have truet en anden ung mand med en kniv i Hvalsø hallen samt for at have givet ham to slag i maven.
Begge mænd er desuden sigtet for en voldsepisode i juni på Hvalsø Station, hvor de angiveligt skubbede en anden ung mand ind i en hæk og tildelte ham flere knytnæveslag i ansigtet. Overfaldet blev ifølge sigtelserne filmet af de to mænd.
Derudover er de sigtet for vidnetrusler i oktober, hvor de ved to forskellige lejligheder truede de to unge mænd i forbindelse med deres kommende forklaringer til politiet om de tidligere overfald.
Retten har besluttet at varetægtsfængsle de to unge mænd frem til den 7. november. De har taget forbehold for at kære fængslingen.