En kiosk ved Roskilde Station blev kl. 01.30 udsat for tyveri, da en 27-årig mand fra Fredensborg forsøgte at stjæle cigaretter. Manden kom ind i kiosken med intentionen om at købe cigaretter, men da hans dankort blev afvist, valgte han at tage cigaretterne og forsøge at flygte.
Da døren var låst, brød manden døren op og stak af hen over skinnerne. Politiet blev tilkaldt og traf kort efter den mistænkte ved perronen. Manden, der var påvirket af alkohol, havde cigaretterne på sig og nægtede at samarbejde med politiet.
For at få ro på stedet blev manden anholdt og taget med på politistationen til afrusning. Han blev senere afhørt og sigtet for både tyveri og hærværk på døren, men nægtede alle anklager. Manden blev løsladt ud på morgenen, men vil senere høre mere i sagen.