Klokken 10.31 modtog politiet en anmeldelse om et tyveri på Jernbanegade ved Roskilde station. To udenlandske mænd havde stjålet en sort pung fra en 71-årig kvinde fra Roskilde.
Efter tyveriet løb de to mænd i retning mod Køgevej. Begge mænd beskrives som værende omkring 40 år, 165-170 cm høje med kraftig kropsbygning og brunt kort hår. De talte et fremmedsprog og var iført lyst tøj, t-shirts og lange bukser. Mand A havde desuden fuldskæg og medbragte en sort rygsæk.
Politiet efterforsker nu sagen og vil indhente eventuel overvågning fra stationen for at identificere de to mænd.