Vikar på plejehjem dømt for tyveri

dato

Vikar på flere forskellige plejehjem straffet med halvt års fængsel, frakendelse af rettighed til igen at arbejde med pleje og advarsel om udvisning.

En 37-årig kvinde fra Holbæk er nu dømt for flere tyverier fra et plejehjem, hvor hun var ansat som vikar. Kvinden blev ved Retten i Roskilde idømt seks måneders fængsel.

Kvinden blev dømt for på et ældrecenter i Kirke-Hyllinge at have stjålet smykker fra tre forskellige beboere. Smykkerne blev senere fundet hjemme hos kvinden, og på den baggrund valgte retten at finde hende skyldig, selvom hun nægtede tyverierne.

Kvinden var også tiltalt for en række øvrige forhold af tyverier på sin arbejdsplads i Kirke-Hyllinge og på et plejecenter i Taastrup. Men retten fandt det ikke bevist, at det var kvinden, der havde taget de smykker og kontanter, som de pågældende beboere havde mistet.

Til gengæld blev kvinden dømt for bedrageri ved at have opnået ansættelse på de to plejecentre samt yderligere to centre på Amager og i Taastrup samt i to kommuner ved brug af en falsk, ren straffeattest, selvom hun på det tidspunkt allerede havde modtaget en dom for tyveri og databedrageri på et års fængsel, hvoraf halvdelen dengang blev gjort betinget.

Kvinden blev desuden også med dommen frakendt retten til at arbejde med pleje på plejehjem, sygehuse og lignende steder de næste to år. Desuden fik hun en advarsel om udvisning.

Retten lægger i dommen vægt på, at forholdene var sket som led i kvindens arbejde med at sikre omsorg for ældre og svagelige beboer og at hun tidligere var dømt for anden berigelseskriminalitet.

"Det har været vores vurdering, at kvinden også var skyldig i de øvrige tyveriforhold, men vi tager til efterretning, at retten ikke har fundet beviserne stærke nok i de forhold. Selvom sagen har trukket længe ud, så har retten alligevel valgt at afsige en mærkbar frihedsstraf, der afspejler, at kvinden har misbrugt sit betroede hverv som ansat på plejecentre", siger anklager Aino Stender fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.

Tyveriforholdene blev begået i 2020 og 2021. Kvinden blev tiltalt i 2022, men først efter berammelse af i alt 13 retsmøder lykkedes det at føre sagen til dom. Kvinden undlod flere gange at møde op i retten eller sendte sygemeldinger og derfor blev det løbende nødvendigt at beramme nye retsmøder.


Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi