Politiet modtog kl. 17.03 en anmeldelse om vold i forbindelse med samlivsproblemer på Nygade i Roskilde. En 61-årig mand var i sit hjem blevet udsat for vold af en 58-årig kvinde fra Roskilde. Manden blev kørt på sygehuset for behandling af sine skader, men var uden for livsfare. Den 58-årige kvinde blev anholdt i en opgang og sigtet for vold.
En 48-årig mand kontaktede politiet kl. 16.15 og anmeldte et overfald, hvor den samme 58-årige kvinde havde overfaldet en ca. 75-årig kvinde. Den ældre kvinde blev slået to gange i ansigtet og forlod stedet i retning mod Roskilde by. Politiet søger nu kontakt med den overfaldne kvinde, som beskrives som 165 cm høj, kraftig af bygning, lys i huden, med lyst mellemlangt hår og iført en brun frakke til knæene. Hun medbragte en rollator. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.
Den 58-årige kvinde blev også sigtet for en anden voldsepisode, der fandt sted kl. 13.45 på et grønt område syd for Smedegade. En 20-årig kvinde fra København var ude at gå ved moserne omkring Smedegade og Toftegade, da hun blev overfaldet. Hun blev slået i baghovedet, revet i håret og tildelt flere slag med knytnæve af en ukendt person. Den 20-årige kvinde blev behandlet for sine skader på sygehuset.
Efter afhøring blev den 58-årige kvinde løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille hende i grundlovsforhør. Hun kan dog forvente at høre mere fra politiet.