I alt 10 personer fra bandemiljøet er nu anholdt i et sagskompleks, der handler om to frihedsberøvelser i hhv Osted og Haslev.
Onsdag eftermiddag og tidligt torsdag morgen foretog Midt- og Vestsjællands Politi anholdelse af i alt tre mænd i to kidnapningssager med relation til hinanden. Der er tale om tre mænd på 19, 24 og 25 år. De blev anholdt i København, Greve og Køge.
Anholdelserne bunder i en sag fra september, hvor politiet fik anmeldelse om, at en mand var blevet tvunget ind i en bil af flere mænd i Osted ved Lejre.
Efterforskningen har gradvist ført til, at flere og flere personer er blevet anholdt i forbindelse med sagen. Forud for dagens anholdelser sad syv mænd således allerede fængslet.
Politiet fandt frem til den forurettede 44-årige mand dagen efter at frihedsberøvelsen var sket. Han var blevet truet med kniv og pistol, havde fået trukket en hætte over hovedet og var blevet bundet med gaffa-tape og håndjern og trampet i hovedet. Det var dog til sidst lykkedes ham at slippe væk.
Politiets efterforskning viste, at flere fra samme personkreds en uge forinden havde udført en anden frihedsberøvelse i Haslev.
”Der er tale om to grove sager, hvor de involverede alle er tilknyttet bandemiljøet. Vi regner med også at fremstille de tre seneste anholdte, så vi i alt kommer op på 10 fængslede i de to sager. Sagerne viser en kynisme og brutalitet, som vi er meget tilfredse med at slå ned overfor. I den seneste sag er frihedsberøvelsen også blevet filmet af gerningsmændene, og derfor sigter vi dem også efter paragraffen om ydmygelsesvold”, siger politikommissær Michael Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Grundlovsforhøret ventes at begynde kl 12.30 ved Retten i Roskilde.